Kød fra lokale producenter

Det kan være rart, at vide om det er Ole, Per eller Kristian der har passet og plejet dyrene, inden de ankom til Gelsted Slagteren og til sidst endte på dit middagsbord. Hos Gelsted Slagteren kender og formidler vi hele rejsen fra jord til bord, og kan derved sikre fuld sporbarhed af dit kød.

Spørg slagtermesteren, hvis du vil vide hvor din bøf har græsset!

Lokale leverandører til butikken

Ole Sloth Hansen er medejer i Gelsted Slagteren og samtidig ejer af Stenagergård, der ligger lidt vest for Gelsted. Han producerer en hulens masse slagtesvin, og ud af dem håndplukker han de aller sundeste og lækreste dyr, med den bedste kødsætning til Gelsted Slagteren.

Ole driver jord i området, hvorfra der kommer lokalt foder til grisene. Foderet blander han selv på gården, hvor dygtige medarbejdere hjælper med at fodre og passe grisene. Stenagergård er en svineproduktion hvor der er 100% styr på tingene. Der gives ikke mere medicin end nødvendigt og grisene har den plads de har brug for. Samtidig er landbruget økonomisk bæredygtigt, hvilket vidner om dygtighed og stabile leverancer til slagteriet.

Når grisene afhentes på Stenagergård, ser de altid sunde og så glade som grise kan være. 

Kalvekød og oksekød er velhængt og særligt udvalgt af os

Vi udvælger selv de kalve og kvier som vi sælger i butikken. Vi har et mangeårigt samarbejde med lokale landmænd, som leverer slagtekalve og kvier til os.